Claustrum Stubbetorp

– sådan blev Stubber Kloster første gang benævnt i 1268.

Sidste år læste jeg Lars Novrup Frederiksens bøger, ‘Kristine’ og ‘Priorinden’, hvor vi følger en kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med biskop Tyge i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård.

Siden har jeg haft lyst til at besøge Stubber Kloster og engen omkring, hvor romanerne foregår. Det blev på den her regnvejrsonsdag.

Den enlige klosterbygning, der er bevaret i dag, er en lille del af et oprindeligt større og firefløjet anlæg. Den udgjorde den nordlige del af klosterets vestfløj. Det var oprindeligt en højere bygning, formentlig to etager over kælderen. Det, vi ser i dag, er kælderetagen, som givet har fungeret som forrådskælder.

I middelalderen var det et nonnekloster af benediktinerordenen under Bispen i Ribe. Efter reformationen i 1536 overtog kronen klostret, og i 1538 fik herremanden Ivar Juel det i forlening. Nonnerne måtte blive boende, og lensmanden skulle forsørge dem, så længe de levede.

De sidste rester af klostret – undtagen den lille bygning, der er tilbage i dag – blev revet ned i 1870’erne.

Ligesom ved besøget i rundetårn blev jeg fyldt med ærefrygt da jeg stod i bygningen. Nonner har levet på stedet, betrådt stenene i kælderen, sejlet på søerne og dyrket jorden. Det samme har historiske personer. Måske.

Lars Novrup Frederiksens bøger er selvfølgelig fiktion, men det kan dokumenteres, at Stubber Kloster, Jens Kalf på Vinderupgaard og de dømte for mordet på Erik Klipping, i en eller anden udstrækning har kendt hinanden, har familieskab til fælles, og til en vis grad har skulle omgås rent arbejdsmæssigt.

At resten er ren fiktion gør ingenting.