Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem
I starten af juni kontaktede jeg Frelsens Hærs Eftersøgningstjeneste, som gerne ville se hvad de kunne grave frem i deres journaler om min mors anbringelse på Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem i 1932/33.
I dag er de vendt tilbage med billeder og journalkortet vedr. min mors ophold. Desværre er der ikke så meget at hente, men der er dog to ting, der undrer mig. To nye ting.
Manden, der her er udlagt som barnefader hedder Carl Jørgensen og ikke Poul Fynbo Jørgensen, som jeg ellers har fået oplyst – så her er noget nyt, der skal undersøges nærmere.
Derudover er der i journalen anført, at hun ‘rejste til sit hjem’ og anbragt ‘hos moderen’. Det undrer mig for jeg ved jo, at hun er opvokset hos sin mormor og morfar. Måske er man bare ikke gået så højt op i den slags i starten af 30’erne. Måske er hun bare blevet indlemmet i familien og jeg derfor kan lede forgæves efter en evt. anden forklaring.
Det er mere end 100 år siden Frelsens Hær åbnende ’Catherine Booth Kolonien’, et hjem for ugifte og vordende mødre, på den gulkalkede ’Svendebjerggaard’ i Hvidovre. Stedet eksisterer stadig og Frelsens Hær driver to børneinstitutioner og et krisecenter på stedet.
. . .
I punkt 13 på første side står der: Timaanedersd(agen). Frederikshavn.
10 månedsreglen blev indført 1844 for børn født uden for ægteskab. Med fattigloven af 1803 var disse forsørgelsesberettigede i fødekommunen, men da kommunerne begyndte at transportere de vordende mødre over sogneskellet blev det lov, at moderens opholdskommune 10 måneder før fødslen var forsørgelsespligtig for barnet. For at hitte rede på opholdsstederne fik præsterne pligt til at notere dette ved fødslen.