Skeletter i skabet
Vi har andet til fælles end jobbet, min kollega i Odense og jeg. Begge er vi interesseret i både historie og slægtsforskning. I dag sendte hun mig et link til et nyt tiltag fra Rigsarkivet: Link-Lives
Jeg blev straks grebet af det og når en gren af familien hedder Leismann er meget nemt at finde noget brugbart.
Jeg har tidligere fortalt om min mors søskende, om cykeltyverier, uægte børn, nazi-elskerinder og hvad har vi… og har tænkt, at deres mor må have været et tolerant og rummeligt menneske, og nu har jeg en fornemmelse af hvorfor.
Meget hurtigt fandt jeg nemlig oplysningen om, at hun – Maren Undine Jensine Leismann – allerede som 19 årig fik et barn med en mand, som jeg aldrig har hørt om. Maskinarbejder Svend Asp i New York Amerika, er udlagt som barnefader.
Den lille pige nåede ikke at få et navn inden hun døde nogle få måneder gammel.
Også barn nr. 2 – en dreng – blev født uden for ægteskab og døde kort efter fødslen – her er det dog min oldefar, der er udlagt som barnefader.
Med sådan en bagage tror jeg, at man måske bedre kan forstå, når ens børn havner i tilsvarende prekære situationer.
Meget apropos dumpede der i dag et DNA testsæt ind i min postkasse.
Jeg har længe været nysgerrig på, om det kunne afsløre nye sider af min slægt – som åbenbart gemmer på mange hemmeligheder – og da der så blev kørt tilbud på det (det gør der i øvrigt ofte) så slog jeg til. Eller det vil sige at det lå i min indkøbskurv et par dage indtil de også tilbød gratis fragt (en metode jeg bruger i rigtig mange webshops med succes).
Prøven er udført og sendt retur til laboratoriet i Tyskland.
Så må vi se om der er andet end skandinav og tysker i mig.