Weekend efter mit hoved
Weekenden blev lige efter mit hoved… altså bortset fra at vækkeuret ringede kl. 5:30 lørdag morgen. Jeg havde lykkeligt glemt, at det var lørdag. Nu var jeg vågen og så kunne lige så godt pakke hundene og nyde at hundeskoven på det tidpunkt ligger øde hen.
Solen var stået op knap en time tidligere, men endnu ikke højere på himlen end strålerne stadig legede mellem træerne.
Over middag kom Nanna belæsset med vasketøj, blomster, morsdagsgave og ikke mindre end 16 par nye sorte strømper til erstatning af strømpeskuffens beholdning af slidte og umage par.
I dag sov vi en time længere og lod dagen starte langsomt med kaffe, strik og morgen tv.
Jeg havde noteret mig at vandstanden i Hals ville blive meget lav i løbet af formiddagen og det betyder nem adgang til de sydligste øer på Nordmandshage. Det benyttede vi os af. Der er adgang forbudt på den sydligste af øerne i fuglenes ynglesæson selvom fuglelivet efterhånden er meget begrænset.
Da jeg flyttede til Hals og begyndte at kommer herude var der en kæmpe koloni af måger, men nu er der stort set ingen og de få der sad i vandkanten fik Irma jaget væk.
Jeg mødte et ældre par, som var på ravjagt – ingen andre og sådan er det som regel. Det er ikke et sted der kommer ret mange. Heller ikke på en varm sommerdag, hvor stranden mellem Hals og Hou fyldes med badegæster.
Hjemme igen måtte de begge have et bad for at få skyllet både sand og saltvand ud af pelsen og bagefter tage en lur, som indtil videre har varet dobbelt så længe som strandturen.
I morgen er det hverdag igen, men kun tre dage. Kristi Himmelfartsdag falder torsdag og vi lukker afdelingen fredag – det bliver en skøn lang weekend. Hvad skal jeg mon fylde i den?!?