Når jeg bliver gammel

En lørdag morgen hvor jeg kan glæde mig over

• en hvalp, der kun har vækket mig én gang i nat
• et eftermiddagsbesøg af mit yndlingsmenneske
• et pensionsafkast i 2019 på 10,27%

Specielt det sidste er overordentlig positivt i et samfund, hvor der skæres mere og mere på ældreområdet. Jeg har lige hørt i radioen, at flere kommuner har droppet klippekortsordningen – den eneste mulighed for ældre på plejehjem til at få bare en smule udover standardpleje.

Ikke at jeg oplevede, at det på nogen måde forsødede mine forældres tilværelse. Ingen af dem havde lyst til ture ud af huset – men måske kunne klippekortet så i stedet have være brugt til lidt nærhed… højtlæsning eller bare en snak, men jeg er ret sikker på, at ingen af dem fik nogen som helst fornøjelse af de klip.

Pensionsordningen jeg har, blev jeg ‘tvunget’ ind i da jeg begyndte i firmaet for 100 år og en madpakke siden. Dengang synes jeg det var noget underligt noget at betale til en pensionsordning – det var jo laaangt ude i fremtiden, men i dag er jeg lykkelig for det.

På sigt tror jeg, at man skal indstille sig på at skulle betale mere og mere selv, og hvis man er yngre og kun satser på folkepensionen, så får man en chok når man som jeg står med kun nogle få år tilbage af arbejdslivet.

Som det ser ud i dag skal jeg være 67 før jeg får folkepension. Nanna kan forvente at få folkepension, når hun bliver 72!!!

Med min pensionsordning kan jeg forlade arbejdsmarkedet, når jeg bliver 60 og leve et fornuftigt seniorliv.

KAN.

Der er ingen der siger jeg gør det, men ‘KAN’ er en skøn tryghed at have.