Foran kameraet
Det er ikke så ofte jeg befinder mig foran kameraet, men i dag havde jeg selskab i hundeskoven af en, som gerne ville afprøve Fuji.
Det blev til temmelig mange billeder. Af mig. Af Bob. Af os.
Det er lidt skræmmende at komme så tæt på sig selv. Rynkerne, de tunge øjenlåg, den slappe hud på halsen… forfaldet bliver så uhyggelig tydeligt i den høje opløsning.
Om nogle få måneder bliver jeg 57 og trods alle Podens forsøg med cremer, der nærmest lover evig ungdom, så ville det vel være for mærkeligt, hvis alderen overhovedet ikke kunne ses.
Der er bare det, at jeg ikke helt er klar til forfaldet endnu.
Mistforstå mig ikke – jeg trives fint med min alder, jeg gad bare godt at det ikke var så tydeligt udenpå.
8 Comments
Liselotte
Smukke, smukke Mette! Jeg er vild med det sidste billede. Du er intens og dit blik er smukt. Tiden render alt for stærkt og jeg genkender mig selv i alle dine ord 🙂
Mette
♥
Anna Marie
Begge er søde og smukke. God weekend.
Mette
Tak og god weekend 🙂
Rikke
Enig! Du ser både smuk og dejlig ud, så smil du bare lidt mere (det er for øvrigt den bedste rynke-‘creme’ der findes) ?
Mette
Der var mange billeder, mere eller mindre vellykkede. De her er er udvalgt blandt de sidste, hvor han endelig fik taget på det. På det tidspunkt var jeg træt af at smile 🙂
Susanne
Du ser så dejlig ud. Ingen grund til at være trist, synes jeg
Mette
Trist er jeg heller ikke – det er vist mest en erkendelse af at tiden går. Alt for hurtigt.