Hr. og Fru Nielsen
De mødte hinanden i Frederikshavn. Min mor var 17 og ansat på det lokale sagførerkontor Kammer/Nørgaard og min far 19 og mathelev på den lokale flådestation. Når man ser billedet herover kan jeg sagtens, at forstå hun er faldet for ham.
Min far kom fra meget trange kår i Nørresundby. Han var den ældste af 8 og jeg har en klar fornemmelse af, at han meldte sig til marinen i 1948 for at slippe væk hjemmefra i en ruf.
Min mor var den yngste af en temmelig stor børneflok – omtalt her – men voksede op under langt bedre forhold end min far.
De blev gift i november 1951.
Livet har været godt ved dem. Det er i hvert fald mit indtryk.
Den 20. april døde min mor og den 26. maj fulgte min far efter – henholdsvis 86 og 89 år gamle.
Der er noget smukt over at dø så tæt på hinanden tidsmæssigt. Det viser noget om en forbundethed i livet, som jeg tror er sjælden.
Min far bisættes i næste uge og vi håber samme dag at kunne nedsætte min mors urne på fællesgravstedet ved Hals Kirke, som det var hendes ønske.
I hjertet var min far først og fremmest mariner og hans aske skal spredes i havet – præcis som det sømmer sig for en sømand.
6 Comments
Pernille
Det er så fint.
Karin
En meget smuk beretning, hvor kærligheden er forbundet med et meget stort ❤
Mange varme og kærlige tanker til dig/jer.
Rikke
Et par smukke unge mennesker, som heldigvis fik mange, mange gode år sammen ❤
Gitte
Åh så fin historie, og en lille tåre. Min bror’s aske ( også sømand) blev jo spredt i vandet uden for Frederikshavn.
Helle
Midt i det sørgelige, så er det også en smuk historie, om kærlighed som varer hele livet <3
Mette L
Hvor er det smukt, Mette. Tak, fordi du deler det. To unge, smukke mennesker, der nåede mangt og meget i deres liv, sammen.