Hverdagen

Det er strømmet ind fra nær og fjern med varme tanker i forbindelse med min mors død og bisættelse.

De er alle modtaget med taknemmelighed og glæde. Tusinde tak!

Efter at have levet inde i en boble i mange dage, hvor alting har drejet sig om min mor, er det blevet hverdag igen.

Livet er gået videre udenfor boblen og det samme kommer mit til at gøre i en sondring mellem følelse og fornuft, mellem sorg og lettelse.

Min mor var svært dement og det er længe siden, at jeg mistede den mor jeg kendte. Måske skal man have været i den situation for at kunne forstå, hvordan sorgen over ikke at skulle se sin mor igen, kan blande sig med lettelsen ved at hun har fået fred.

Men tiden vil hun blive glemt. Ikke af mig. Ikke af Nanna. Men engang vil hun være et navn i et stamtræ på lige fod med de mange navne, der ligger generationer tilbage i det træ min far og jeg har stykket sammen.

Det er en underlig tanke og jeg kan sagtens forstå, at mennesker i forskellige religioner har behov for at tænke på livet efter døden. Jeg tror på, at vi kun bliver givet det ene liv og at man skal sørge for at få det bedste ud af det.