Ikke helt planlagt

De sidste dage har været småsløje med hovedpine, småfeber og kvalme og natten til mandag blev uden søvn fordi jeg løb i fast rutefart til badeværelset for at ofre den smule jeg havde i maven.

Opkastningerne stilnende af til morgen, men jeg var på ingen måde klar til job efter dén nat.

Heldigvis har Bob en alder, hvor han sover mange mange timer i døgnet, så det var intet problem at indhente lidt af nattens manglende søvn på sofaen.

I eftermiddag har vi været en lille tur i Præstens Plantage og den friske luft gjorde godt for hovedpinen uden at fjerne den helt, men jeg føler mig helt fit til at tage på job i morgen.

Det går bedre med at gå tur – selvom det fortsat helst er uden bånd. Han er begyndt at snuse lidt rundt, smage på en grankogle, dufte til en busk og alt det, der hører til at opleve verdenen.

Jeg synes dog det går meget langsomt frem. I morgen er han 12 uger og jeg synes ikke, at jeg kan huske at mine andre hunde har været så modvillige ved udsigten til at gå en lille tur som han er.

I overmorgen skal vi til hundetræning på Nordjyllands Dyreadfærds klinik – det må afgjort være det rette sted at løfte den udfordring.

Mandag var også ‘årsdag’ for en af mine få nære venner og jeg.

Et venskab som består trods vores mange forskelligheder. Det har ikke altid været lige nemt, men jeg tror vi er kommet dertil, at vi har lært at rumme hinandens underligheder. Vi blev enige om, at vi begge burde have en fortjenstmedalje for at holde hinanden ud, men også at det nok ikke bliver i år. Dronningen har ryddet kalenderen i denne uge og tager nok ikke nye opgaver ind 🙂