Og hvert sogn sine trolde
Tour de France venter lige om hjørnet – vi har pumpet cyklerne og meldt vores hold til årets sommerleg på kontoret.
Jeg stiller i år med holdet NedeMette og satser på, at mine konkurrenter kun kommer til at se mine baghjul. Eller noget.
Møller herover blev ikke udtaget til holdet i år selvom jeg tror, at han bruger lige så meget tid på den cykel som Tourrytterne.
Tempoet er dog et lidt andet.
Han er altid i blå busseronne, kasket og ses aldrig uden en håndrullet smøg hængende i munden. Han standser kun når smøgen er røget og der skal rulles en ny.
Alle små byer – også Hals – har deres samling af særlinge. Møller er en dem.
Jeg har ikke boet længe nok i Hals til at kende dem alle sammen, men i hvert fald er der Bus Harald, Øko damen, Cykel Bent og dennes bror Møller, som altså nærmest bor på den cykel.
Øko damen er omgæret med så mange historier, at man ikke aner hvad man skal tro. Det er alt fra, at hun er hjemløs til, at hun er millionær.
Hun er til den sære side, det er ganske vist.
Men hvem er ikke det 🙂