Årets første
Selvom det er årets første, kan man kan ikke bruge ordet ‘spæde’ om de rabarber, jeg har hevet i min have i dag… de er voldsomme og de næste 3-4 måneder kan jeg hive rigtig mange kilo.
Tidligere år har jeg hentet en ladning kompost på genbrugspladsen og det er eneste gødning de har fået. Det har vist sig at være rigeligt.
I foråret har jeg opgivet genbrugspladsen. Jeg var derude for et par måneder siden. Nu skal man taste sit postnummer på en trykfølsom skærm for at få adgang. Jeg kørte tæt på og alligevel kunne jeg ikke nå derud med min stive skulder. Jeg kunne heller ikke lukke bildøren op. Bag mig begyndte bilerne at holde i kø med deres trailere. Utålmodige og dyttende, mens jeg var spærret inde i iGo. Det var en fest indtil der kom en og hjalp mig.
Det scenarie har man vist ikke overvejet hos kommunen da man satte den skærm op.
I år får de derfor ingen kompost, men med den fart de har på allerede nu, ser det heller ikke ud til at være nødvendigt.
Det første halve kilo står på komfuret sammen med jordbær, rørsukker og vanille og koger ind til marmelade.
One Comment
Catarina
Der er ikke noget bedre en rabarber og jeg elsker også at jeg allerede har kunne trække nogle, selvom de i år er blevet flyttet. 😀