På bagsiden af Urd

Jeg er ikke sådan bange af mig, men jeg skal blankt erkende, at jeg ikke var helt tryg ved at ligge i min seng oppe på kvisten, mens Urd fejede hen over byen.

Den kom så præcist ind på mit lille hus, at det føltes som om taget lettede. 

Jeg kunne mærke vindstødende rykke i huset og var lidt spændt om noget var ødelagt.

En tur omkring huset og rundt i byen her til morgen afslører heldigvis ikke større skader. Ikke engang min overdækkede terrasse, som ellers længe så ud som om den ville bukke under for presset, har taget skade.

Tang i gaderne viser, at vandstanden i fjorden har været høj i løbet af aftenen og natten, men er nu faldet så meget, at vandet er tilbage i fjorden, hvor det hører til.

Ellers er eneste synlige tegn på stormen er nogle nedfaldne grene, lidt væltede krukker og småting, der er fløjet rundt i byen.

Så vidt jeg kan se i morgennyhederne, er vi sluppet heldigt.