Konfirmeret.. mod alle odds!
Jeg har ryddet op i mine fotos og endelig fået taget den backup, som har været på to-do-listen to-tre år (!!!)
363 Gb fotos… det er alligevel en slat.
I blandt dem var mappen med billeder fra Nannas konfirmation.
Den 1. maj er det 8 år siden og det var ikke en konfirmation som hun kom let til.
Ret tidligt i konfirmationsundervisningen fik Nanna brev med hjem fra præsten: hvis ikke hun holdt op med at fjase med Matilde K. ville han ikke konfirmere hende! Det er Matilde K. som hun her er fotograferet sammen med. Om Matilde K. fik samme brev med hjem eller om ‘Gud’ kun holdt øje med min Pode, ved jeg ikke.
Ikke lang tid efter blev hele klassens forældre kaldt til krisemøde i sognegården.
Sjovt nok var det en meget velfungerende klasse og ingen lærere har på noget tidspunkt i de 9 år givet udtryk for andet, så vi var som forældre temmelig uforstående overfor alle hans klagepunkter. Efter det møde hørte vi da heller ikke mere til det.
Selvfølgelig skal de opføre sig ordentligt, men den aften viste helt klart, at her var tale om en præst, som ikke evnede at tale med de unge mennesker og gøre undervisningen nærværende og interessant.
Jeg blev skilt i februar samme år og under flytningen forsvandt den bog Nanna havde fået udleveret i forbindelse med undervisningen. Det udløste igen et brev med besked om at konfirmationen var i fare.
Jeg røg lige i blækhuset og forklarede ham – venligt og bestemt – om den store omvæltning Nanna stod midt i og at bortkomsten af en enkelt bog var det mindste af hendes problemer. Nanna fik en ny bog (som jeg betalte) og så hørte vi heller ikke mere til det.
Henimod den store dag havde de fået besked om, at de selv måtte vælge deres konfirmationsord. Eller – viste det sig – de måtte vælge mellem dem han havde udvalgt – så da Nanna gerne ville havde læst det samme, som blev læst til hendes mormors konfirmation, var det også galt…
Det var i det hele taget op ad bakke med den præst og den konfirmation og med Gud – og jeg endte med at blive så vred, at jeg kort efter meldte mig ud af folkekirken!
Pokker stå i det om jeg ville være medlem af en klub, der har ansat sådan en knallert.
6 Comments
Pernille
Jeg ville ikke konfirmeres, men så flyttede vi til en landsby med en præst, der trodsede alle ordinære instanser og gjorde helt som hun selv ville. Det var hende, der oprettede et hold konfirmander til konfirmation i den lokale landsbykirke, der ikke længere blev brugt til konfirmation. Hun lavede også et fantastisk arbejde i forhold til den konfirmation, fortalte historier, åbnede for præstegården og lejede busser til ture langt ud i landet. Hun var ligeglad med underskrifter og ting, der blev væk, og selvom jeg i sidste øjeblik var ved at springe fra endte jeg en at blive konfirmeret og er måske på trods og fordi der findes sådan nogle som hende i den danske folkekirke stadig medlem.
At hun senere gik ned med stress, og at hun ikke var velset blandt de andre præster er en helt anden historie – som i øvrigt endte godt 🙂
Mette
Jeg tænker at der skal sådan en præst til for at gøre de unge interesseret. Da jeg blev konfirmeret var det af en temmelig gammel mand (synes vi dengang – måske var han alligevel ikke vildt gammel) men han havde alligevel evnen til at tale vores sprog og komme ud af den fromme kappe.
Det evnede den præst ikke der konfirmerede min pode… og så har jeg i øvrigt aldrig haft brug for religionen så det var nærliggende at melde mig ud.
Karin
Jeg forstår din handling til fulde. Har ikke været medlem siden mine unge dage, og har desværre mødt flere af de spader som du lige har omtalt, ikke at jeg kun er stødt på den type, men det er for voldsomt når de kan opfører sig så “åndsvagt”. Jeg har da læst et sted i biblen at der skal være rummelighed i den kristne tro, eller det var nok mere min farmor der sagde sådan.
Mine børn er blevet døbt mod min overbevisning, men det var dengang jeg stadig var blind af kærlighed til den mand jeg lod mig skille fra efter 11 års ægteskab og 13 års samliv. Han er der ikke mere, derfor uddyber jeg ikke lige. Var super heldig med præsten der konfirmerede dem.
Mette
Jeg holder faktisk meget af dåben, som værende en tradition. Synes det er fint på den måde at markere at barnet får sit navn og man får samlet familien og vist vidunderet frem.
Helle
For fanden havde jeg nær skrevet – hvor forstår jeg dig.
Jeg har endnu ikke fået mig meldt ud, men har overvejet siden yngste blev konfirmeret – det blev helt vild, da forældrene skulle skrive under på, at ungerne havde været i kirke og hvis det var en fremmed kirke, skulle man få en underskrift af den fremmede præst – jeg gjorde begge præster opmærksom på, at hvis min unge kom og fortalte, han havde været til gudstjeneste, så havde han været til gudstjeneste – punktum. De opgav mig til sidst, men de andre forældre skrev under.
Mette
Han var sikkert helt ligeglad med, at jeg meldte mig ud, men jeg havde det alligevel sådan lidt: Ha.. ta’ den!
Med ansatte som ham skal folkekirken i hvert fald ikke drømme om at værge unge mennesker som fremtidige kirkegængere.