Møgkøter

Nitten minutter stod jeg på Kanalvejen – kaldte og ventede – mens Lillebror var på sporet af et rådyr.

Normalt kan jeg sagtens stoppe ham, men det sprang af sted lige for næsen af ham og det fristede instinkterne langt over evne.

Nitten minutter. Det føles altså som lang tid og der når, at gå mange tanker gennem hovedet.

Belært af erfaring ved jeg, at man skal blive stående. Hunden vil normalt søge tilbage i sit eget spor. Det gjorde han dog ikke denne gang, for rådyret havde åbenbart ført ham tilbage til indkørslen til mosen for pludselig dukkede han op ad det spor vi var kommet.

Pustende og stønnede.

Da han nåede mig smed han sig ned og jeg kunne godt se, at forsøg på at genoptage turen var formålsløst.

Han var færdig.

Møgkøter!