Syrener, solskin og en misfornøjet smily

Syrenerne blomster i rigelige mængder i min have… desværre foregår det tre meter oppe og på grene, der hænger ind mod naboen, så jeg har ikke meget fornøjelse af dem.

Men det er mine at klippe af og nu er der hevet en buket ind i en vase, så de kan sende deres liflige duft ud i min stue.

IMG_0764

Onsdag aften endte i en flere timer lang telefonsamtale med et menneske, som jeg havde mistet kontakten til… og vel egentlig troede, at jeg havde lagt bag mig.

Det tror jeg ikke længere.

Vi fik vendt verden siden vi snakkede sidst og efter lidt famlen var vi tilbage, præcis hvor vi slap.

Det føltest rigtig rart.

Torsdag er til gengæld ikke værd at huske.

Der er visse ‘ting’ af ren jobmæssig karakter, som jeg langt fra er tilfreds med. Vi forsøger, at få tingene til at glide under de omstændigheder der er givet os – men løber panden mod en mur den ene gang efter den anden.

Det fremmer så heller ikke arbejdsgangens smidighed, at alle 800 medarbejdere i Aalborg er blevet kastet op i luften og skal flytte til nye pladser i huset. Folk tumler rundt med flyttekasser og it-udstyr, kører med møbler og roder med ledninger.

I min afdeling ‘flytter vi sammen’.

Tidligere har vi haft fabrik, lager og kontorpladser hver for sig, men nu skal vi samles.

Det bliver godt.

Det lokale vi skal flytte til, kræver lidt ombygning før vi kan rykke ind. Vi er derfor midlertidigt placeret i et lille mødelokale (vi kommer hinanden ved) og skal flytte som nogle af de sidste om et par uger.

En forlænget weekend ligger forude. Jeg tænker, den kommer til at indholde en tur på Hjallerup Marked.

Hvis vejret og lysten er med mig.

gw

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *