Her er London..
Jeg kan huske, at jeg blev berørt, da jeg var ung og gik rundt i Aalborgs gader den 4. maj om aftenen og så, at der i de fleste lejligheder, var sat levende lys i vinduerne.
Det er desværre en lidt glemt tradition.
Måske synes man, at krigen ligger så langt tilbage, at den ikke er værd at huske … men ved at tænde lys på denne forårsaften i maj, er man med til at holde traditionen i hævd og huske os på, at frihed og demokrati ikke er selvfølgelige størrelser.
Det er derimod værdier, vi skal værne om og – om nødvendigt – kæmpe for.
Min far var 10 år da krigen begyndte og min mor et par år yngre. De har oplevet både krigsårene og efterkrigstiden.
Jeg er fascineret af historierne fra deres hverdag i henholdsvis Nørresundby og Frederikshavn – deres barndom har i høj grad været præget af den tid.
Min mor fortalte i går, at de dagen efter befrielsen havde løbet og leget ude på gaden. Der var kommet en tysk officer forbi og han havde spurgt (på dansk), “Er I glade nu?” og ungerne have råbt, “Jaaaa” i kor.
Jeg tænker, at han også har været glad. Han havde overlevet krigen og var på vej hjem.
Og tænd så lige lysene, ik’? (:
12 Comments
MissMuffin
Her tænder vi også lyset d. 4. maj, men det er nu ikke noget jeg er vokset op med.
For mange år siden var jeg ferieafløser i hjemmeplejen, hvor jeg passede en nu gammel mand, der som helt ung havde været modstandsmand. Han historier gav mig en helt anden respekt for de danskere, der kæmpede dengang og som for mig “bare” var en del af historieundervisningen.. Han udgav faktisk en bog med hans erindringer og med udgangspunkt i Aalborg..
Mette
Hvor spændende – vil du afsløre hans navn? Det kunne være interessant læsning.
MissMuffin
Har desværre tavshedspligt- men kan afsløre at jeg har en læst en rigtigt god bog om netop dette emne, der hedder noget a la “En dagdrivers bekendelser” 🙂
Mette
🙂
Monica
øv det glemte jeg…
I Norge var befrielsesdagen den 8. maj – så kan jeg måske gøre det der… ikke det samme dog, når nu jeg er dansk beboer… man er vel vel-integreret… 🙂
I en krig er der bare en hel masse uskyldige ofre – på begge sider… Soldater som parerer ordre er jo også ofre..
Mette
Du er tilgivet. Du er jo indvandrer 🙂
Jeg har også meget svært ved at finde ‘vinderen’, uanset hvilken konflikt i verden vi kigger på.
Inge V.
Hej Mette
Selvfølgelig skal der være lys i vinduerne 4. maj. Den tradition holder jeg også meget af. Jeg er også vokset op med mine forældres historier fra krigen både de gode og de ikke så gode.
Mette
Jeg synes mest mine forældres historier er positive, trods alt. Jeg fornemmer, at der har været et særligt sammenhold dengang.
Rikke
Her tændes lys, selvfølgelig gør der det. Jeg er også vokset op med historierne og bliver berørt af dem igen og igen. Så længe siden, og alligevel så tæt på…
Mette
Fred og frihed er altid værd at markere – det er desværre ikke alle der har den.
Gitte
Er også vokset op med den tradition og mange historier fra krigen fra bedsteforældre og forældre. Her er der altid lys i vinduerne 4. maj og håber knægten vil føre traditionen videre.
Mette
Ellers må du gøre ham arveløs 😉