Tak, Irene Jarnved

“Alt for mange små hunde ”kører på frihjul” og bliver ikke trænet, men en hund på to kg har lige så meget brug for træning og opdragelse som en hund på 52 kg – både for hundens, ejerens og omgivelsernes skyld.”

Sådan lyder konklusionen fra Irene Jarnved, der er hunde-adfærdsbehandler og træningsinstruktør.

Irene Jarnved mener, at undskyldninger såsom at små hunde er mindre skræmmende end deres store slægtninge, og at de små hunde har det hele i munden, er uholdbare. De bør lære samme høflighed og pli som de store.

Faktisk er de små hunde så problematiske, at hundeejere med store hunde går udenom fritløbsområder for at undgå de små hidsigpropper.

“Frygten består primært i det skrækscenarie, der let opstår, hvis deres hund i forsvar gør udfald imod den lille, truende hund, der gøende løber frem imod den og provokerende løber rundt om den og laver skindangreb. Det kan i yderste konsekvens få fatale følger for den store hund (aflivning), hvis den gør skade på den lille hund i ren og skær afmagt over at blive antastet så direkte, uhøfligt og vedvarende,” siger Irene Jarnved til Dansk Kennel Klubs magasin Hunden.

Der er derfor ikke andet at gøre end at holde fast i sin store hund – og det gør ifølge hundeeksperten hundeejere af store hunde afmægtige og vrede.

Med tålmodighed kan de små hunde dog trænes til at fungere sammen med de store.

“Det bedste resultat opnås ved at sætte ind med forebyggelse af gøen i socialiseringsalderen (op til ca. 16. leveuge), hvis hunden skal lære at begrænse sin gøen til situationer, hvor der rent faktisk er noget at gø af. Det kræver en planlagt træning, hvor du hele tiden er på forkant med begivenhederne, så du kan sikre, at hvalpen ikke når at komme så tæt på det/den, den vil gø af. Altså forebyggelse af uhensigtsmæssig adfærd,” siger Irene Jarnved.

“På den rette afstand og med en god timing belønner du hvalpen for at forholde sig til en anden hund, en lyd eller et menneske uden at gø og stresse. Denne helt venlige og konsekvente respons på en udebleven, uhensigtsmæssig adfærd har over tid lært mange små hunde at associere hunde eller mennesker med fantastiske godbidder – og i stedet for at gø, vælger de at kontakte ejeren for at få leveret lækkerier.”

Denne metode virker for øvrigt også på hunde, der allerede er blevet gøende, lyder det fra Irene Jarnved.

Teksten er sakset på Lokalavisen.dk

6 Comments

  • Susanne

    Hvor har hun dog ret! Møder særligt en af slagsen, hvor den lille tæppetisser farer ud i snoren og prøver at bide i vores scooter når vi kører forbi WTF! Og ejeren står bare og glor dumt. Tænker tit, hvis det var en hund i en anden størrelse, så slog de flikfak og røg hen ad gaden 😉
    Der er ALT for mange med små hunde, der ikke er opdraget!

    • Mette

      Jeg stod på parkeringspladsen ved SuperBest en dag i sidste uge. Ind på pladsen kører en bil, hvor i der står en Westie i bagruden… den gør uden ophør i al den tid det tager mig at pakke bilen, køre vognen på plads, gå tilbage til bilen, starte og køre. Ejeren sad bare i bilen og gjorde ingeting. Jeg havde nok taget den i nakkeskindet og kastet den udover kajkanten 🙂 I hvert fald ville jeg blive sindssyg, hvis jeg skulle leve sammen med sådan en hund.

  • Fruen i Midten

    Irene Jarnved for president! Åh ja, det er så sandt. De små (nogle af dem) skaber sig helt vildt, og deres ejer (nogle af dem) er bare ligeglade, for de er jo så små. Og så står man der med sin store, frustrerede hund(ehvalp), der gerne vil deltage i ‘festlighederne’, men som nemt bliver alt for voldsom for de små kræ. Det er §$£!$¤-irriterende.

  • Karin Abildhauge

    Jeg, der er mere til katte end hunde, kan fint nikke genkendende til det Irene Jarnved siger. flere af de små hidsigpropper kan skræmme os der ikke er så trygge ved hunde, når sådan en lille hund der er mindre en katte kommer farende, med den meget spidse lyd af gøen kan virke mere skræmmende en en stor luntende bamse hund.

    Joh, jeg kan godt lide hunde når jeg ser billeder af dine, og af andres, bare det ikke er mig der skal passe og pleje dem 🙂

    • Mette

      Med min gamle Arabella kunne jeg nemt komme i den situation hun beskriver… hun gider overhovedet ikke de små hidsige køtere.

      Lillebror værdiger dem derimod ikke et blik 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *