Alting har en ende
En lang og lækker sommertorsdag er snart forbi.
Aftenen er tilbragt i det dejligste selskab med aftentur på havnen og rødvin på terrassen – men ‘nogen’ skal op på job (og det er ikke mig) og derfor var den desværre nødt til at få en ende.
De har aldrig sagt det højt hverken til sig selv eller hinanden. De har tacklet kriserne ved at få et barn, en hund, købt et nyt hus, taget ud og rejse, bygget en carport…
Men på et eller andet tidspunkt er der bare ikke flere projekter, der kan tage fokus fra det uundgåelige… at de bare ikke har mere til fælles, at passionen er væk, at det blot er et arbejdsfællesskab de lever i.
Facaden krakelerer og det par vi troede havde det så godt viser sig fra en anden side.
Beslutningen var taget. Af hende. Hun flyttede med deres fælles barn med det samme. Uden at se sig tilbage.
Der var meget at tale om og vi er langt fra færdige med at vende den nye verdenssituation, som også skaber dønninger ud i venskabskredsen – så jeg tænker, at vi er nødt til meget snart at genoptage samtalen.
4 Comments
Deborah
Det er hørt meget ofte. Men tror du ikke også, at man selv har et ansvar for at sørge for, at have noget tilfælles? Jeg ved det ikke, men det er mit indtryk af folk tror at tingene kommer af sig selv, uden indsats?
Anyway, jeg håber, hun og han bliver glade for den nye situatio, når og hvis det nu ikke kan være anderledes.
Og helt bortset fra det – fede fotos!
Mette
Jeg ved det ikke. Måske.
Kort tid efter jeg var blevet skilt talte jeg med en bekendt som er parterapeut. Hun synes det var så forfærdeligt og kunne ikke forstå, at vi ikke var kommet til hende så hun kunne have hjulpet os…
Hun forstod ikke, at jeg på ingen måde var interesseret i at ‘reparere’ noget som helst. Der var ingen følelser tilbage mellem os og hvorfor skulle vi dog blive sammen? For Nannas skyld? Jeg tror faktisk, at hun har haft det bedre med to glade forældre, som lever hver for sig end med at par ulykkelige forældre sammen.
Gitte
Så er det godt men har gode venner at tale med 🙂
Mette
Det er det og mine ører har hørt meget, så de er store og tålmodige, trods et mindre handicap 🙂