Om lidt bli’r her stille
Der blev stille i dag. Meget stille.
I morges fik jeg besked om, at min gode ven og kammerat Jens døde tirsdag aften under en løbetur.
Det er uvirkeligt, uretfærdigt og umuligt at rumme.
Jeg er rystet og ked af det, ikke mindst på Jens’ to børns vegne – de har mistet deres far alt alt for tidligt.
I mandags skrev han til mig:
“it’s what you do in the present, that will redeem the past, and thereby change the future…”
Jens fik kun alt for kort tid lov at nyde den fremtid, han havde kæmpet så hårdt for.
Jeg vil savne Jens, vores venskab, hans vid og bid, hans begavelse og tænksomhed og ikke mindst hans utrolige ærlighed og evne til at sætte tingene i perspektiv.
I dag satte han selve livet i perspektiv…
God rejse min ven!
5 Comments
Gitte
Æret været hans minde
Anita
Jeg har læst lidt med ovre hos ham og det virker kun endnu mere urimeligt, når man tænker på, at han helt bevidst valgte at blive sundere. Så er det jeg giver mig til at bande og kan ikke helt finde retfærdigheden.
Jens, den smukke mand. Squ fanden da osse!
Anita
Åh nej! Det er jeg frygtelig ked af at høre – for Jer alle!
Det har jo ikke undgået min opmærksomhed, at I var dus på den der skønne måde, du og Jens, hvor I kunne stikke kærligt til hinanden. Jeg har grinet både af- og med Jer flere gange, fordi jeg har fornemmet Jer meget tydeligt.
<3
Mette
Du har fornemmet helt rigtigt.
Det lyder som en kliche at sige, at Jens havde gået i livets hårde skole, men i nogle år var det faktisk virkelighed. Han var helt nede og skrabe bunden men ved hjælp af sin ukuelige viljestyrke lykkedes det ham at få livet tilbage. Og oven i købet et rigtig godt og glad liv, som desværre varede alt for kort.
Han var på mange måder en særling – en tværing som vi siger i Nordjylland – nøjagtig ligesom undertegnede og måske derfor formåede vi at rumme hinanden (hvilket har vist sig ikke at være muligt for ret mange).
Jeg vil savne Jens rigtig meget… hvem skal nu sige “squ” til mig?