Pitstop
Uventede gæster, omend kun på et (for) kort kaffe pitstop, kan faktisk redde enhver dårlig dag. Også en dødsyg tirsdag.
Vi fik lige vendt verdensituationen – den korte version. Og med Poden i Irland, nu på anden uge, var det naturlige spørgsmål: savner du hende?
Det mærkelige er, at det gør jeg faktisk ikke. Ikke på den der hjerteskærende måde, der gjorde en adskillelse uudholdelig da hun var yngre. Og er det ikke den naturlige udvikling for en mor og hendes 17 (snart 18) årige datter..?
Arbejdet er fuldført… man giver slip… og får sit eget liv… begge to.
Jeg tror det!
…
Og når hun så ringer og lader sin milde røst lyde 10 minutter senere, savner jeg hende alligevel lidt (læs: meget) og så er resten af dagen glemt og borte.
Jeg blev et kram (to faktisk) og et smil rigere… tirsdag endte godt!
2 Comments
Sussi
Som mor til en pige på halvandet år, er det en hel lettelse at læse, at man faktisk på et tidspunkt stopper med at savne på den der uudholdelige måde, hvor det eneste man kan tænke på er hende. Har hun det nu godt? Husker de at tjekke hendes ble inden hun får en rød numse? Sørger de nu for at hun får mad? Leger de nok med hende?..
At være adskilt i flere uger, uha! 2 dage er det længste jeg har prøvet, og det klarer jeg ikke igen foreløbig. Men.. Du giver mig da håb, så når hun er 17 kan det være jeg forsøger igen.. Eller noget.. 😉
Mette
Det er faktisk okay og det kommer snigende. Det starter i 11-12 års alderen. De bevæger sig længere og længere væk. I 16 – 17 års alderen ser man dem knapt. Og så er det man skal bestå testen… om man har gjort sit forarbejde godt nok.
Og har man det, kan man sove roligt om natten og glemme alle bekymringer 🙂