Det’ en tysker…

Servicebutikken, det er Mette… øhhh… receptionen, det er Mette!
 

Der går vist en rum tid inden jeg husker, at præsentere mig rigtigt i telefonen. Heldigvis er der ingen telefonomstilling i receptionen, så det er blot kolleger der ringer og vi kan grine lidt af min glemsomhed.

Det er lange dage i denne uge. Jeg møder kl. 7 og lukker og slukker kl. 16. Ja altså… det er frivilligt med den tidlige mødetid. Reelt åbner vi først kl. 8, men det er mange ting, der kan laves inden kunderne træder ind af døren. Og desuden er jeg morgen menneske sååååå…

I næste uge er det min tur til at gå tidligt… eller når det passer mig. Her tager min kollega over og har lukkevagten.

Transporten er den helt store udfordring med de nye faste arbejdstider. Når huset fejrer medarbejderjubilæer (og det gør de ofte – i næste uge er der f.eks. 3)  er der åbent til 17.00 – og da det altid er “åbent hus” arrangementer skal receptionen være bemandet. Og med 1½ times efterfølgende transport med bus, kan I nok regne ud, hvornår jeg kan være hjemme. Tanken er næsten ikke til at overskue, når man kommer fra et job, hvor arbejdstid var noget jeg stort set selv planlagde.

Nå… det kan/må der findes en løsning på og derfor er jeg i færd med at købe mig en lille gammel bil. Måske. Nærmere bestemt en VW Polo af ældre årgang. Nysynet og i fin stand. Til en slik. Som kan fragte mig til og fra arbejde på 12-15 minutter.

Og det’ en tysker..!