Ingen prinser… kun frøer

Det er fantastisk godt for selvtilliden, at være barpige til sådan en firmajulefrokost.

Som aftenen skrider frem og deltagerne får mere og mere øl og spiritus indenbords, er man pludselig firmaets dejligste og smukkeste kvinde  og de vil både kysse og kramme.

Selvom jeg har alkoholens tåger stærk mistænkt for at sløre blikket ret så kraftigt, er det alligevel dejligt. Man bliver så positiv og smilet sidder næsten fast efter sådan en aften, selvom fødderne har nået dobbelt størrelse og hovedet summer af træthed, når man endelig når hjem i sin seng.

Belært af erfaring fra tidligere, var der hyret personale udefra denne gang. En flok unge mennesker fra en sportsklub og de gjorde et kanont stykke arbejde.  De knoklede og gik til opgaven med smil og stor energi. De betakkede sig dog for at folk ville betale med kram og kys og det kan jeg godt forstå… men ikke mig… nej da, tænk hvis prinsen gemte sig i en af frøerne bag disken.

Det gjorde han dog ikke – det sker vist kun én gang i livet og den chance har jeg haft! Forspilt og forpasset! Desværre!

Lørdagen bliver stille og skal vist bare bruges på velfortjent afslapning og en tur i skoven med den rødhårede. Og så fik jeg en film ind af døren i sidste uge, jeg har glædet mig til rigtigt længe, men aldrig fik mig taget sammen til at få set i biffen – den kunne passende ledsage en god kop kaffe efter en tiltrængt time i den friske luft.

God lørdag til dig derude!