Efterårsferiemorgen

Det er SKØNT at kunne sidde her på en tirsdag morgen og nyde kaffen, stilheden og livet i haven. Ikke at der er meget liv i derude mere. Planteliv mener jeg. Selv høstanemonen har gi’et op kan jeg se. Ud af hækken stikker der dog en sød lilla ting ud og bekræfter at ukrudt ikke forgår så nemt…

På foderbrættet er der derimod rigeligt med liv. Jeg fandt det frem sidste weekend og samme dag ankom flokken af skovspurve og satte sig til rette i venten på mad. Fodret er de blevet og vender trofast tilbage to gange om dagen, formiddag og sen eftermiddag, i en stor flok. Resten af dagen kommer der lidt andre fugle til: musvitter, blåmejser, en enkelt sumpmejse, en enkelt dompap og en lille flok grønirisk diverse gul/grønne arter, som jeg ikke kender navnet på. Og så bogfinken ikke at forglemme. Dem har vi også en del af.

Skovspurvene er tilsyneladende vældigt sociale… de kan sidde i massevis på brættet, mens de kaster om sig med frø, larmer og mæsker sig. De andre arter er lidt mere forsigtige, de kommer enkeltvis, henter et frø og smutter hurtigt igen for at spise et andet sted.

Mejsekuglerne som også ligger på brættet er væk som dug for solen og der er fyldt på flere gange. Til morgen har jeg fået forklaringen. En stor sort/hvid/blå fugle Husskaden dukker op, jager alle småfuglene væk og er pist forsvundet igen med en ordentlig luns af en mejsekugle. Det var ikke helt meningen!

Poden sover endnu. Sikkert længe endnu. Og det er okay, hun har ferie. Senere skal vi til Aalborg i det dejlige vejr, shoppe lidt, drikke varm kakao på en café og …

God efterårsferietirsdag til dig!

8 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *