Rejsedagbog – dag 12 – epilog

Havne: Torvik – Måløy – Florø – Bergen

Jeg glæder mig til at komme hjem nu.

Det er meget trættende for mig at være sammen med mennesker hele tiden og derfor har jeg også været så tilfreds med mit valg at udvendig kahyt med vindue. Jeg fik lov at kigge ind i en af de indvendige kahytter og den er helt sikkert fin, hvis man som de fleste gør, opholder sig i fælles arealerne og kun bruger kahytten til at bade og sove i. Har man brug for at trække sig og være lidt privat, så er det altså dejligt med lidt plads og en mulighed for at kigge ud.

Jeg kom mig aldrig 100% over den sygdom, der ramte mig sidste fredag og min appetit er stadig meget påvirket. Jeg har simplethen ikke haft lyst til at spise og tanken om den fine mad i restauranten har givet mig kvalme … jeg har holdt mig helt væk, spist en rugbrød, lidt yoghurt, en banan. Det eneste måltid jeg har spist er morgenmad og mest yoghurt med granola.

Det er selvfølgelig smadder ærgerligt, men trods manglen på de kulinariske højdepunkter synes jeg, at jeg har haft en dejlig tur og fået det bedste ud af det.

Jeg har mødt de sødeste mennesker fra det meste af verden og talt med amerikanere, new zealændere, skotter, englændere og australiere. Men ingen tyskere, selvom de udgør ca. halvdelen af gæsterne. De taler helst kun med sig selv. Og kun tysk.

Når man går om bord bliver man tildelt et fast bord i restauranten. Jeg blev placeret ved et bord sammen med et tysk ægtepar som jeg spiste sammen med de første 4 dage og selvom jeg hilste venligt både når jeg kom og gik, blev det kun til et høfligt nik med hovedet. Ingen som helst forsøg på konversation. Jeg bad om at blive flyttet til et andet bord for det var sgu lidt akavet, men det blev ikke efterkommet og så blev jeg syg og insisterede ikke.

Skibet, kahytter, personale, udflugter har bare været 100% i orden. Pollux er fra 2023, så alt er bare så lækkert, sejlladsen er stort set lydløs, personalet er super servicemindede (undtagen restaurantionschefen) og kahytten har været som et rart hotelværelse.

Skulle jeg finde på at gøre turen igen vil jeg klart nøjes med den nordgående rute fra Bergen til Kirkenes og så flyve hjem derfra. Oplevelserne/udflugterne er klart mest interessante nordgående. Tiden på året har været den rigtige for mig med de ting, som jeg gerne har villet opleve og så er her ingen turister. Vi havde Geiranger stort set for os selv – havde det været sommer havde stedet sværmet med turister.

Vi har alle forladt vores kahytter, afleveret bagagen og afventer nu at klokken bliver 14:45 og rejsen er forbi.

Jeg glæder mig til at komme hjem, kramme hundene og vende tilbage til hverdagen, men det er en tur jeg aldrig vil glemme og absolut den helt rigtige start på mit otium.

Nu er ferien nemlig forbi – den der har varet siden 1. januar – og jeg skal finde mig selv i mit nye liv. Nanna har fået job i Matas og starter på tirsdag, så det næste halve år har jeg job som mormor ca 3 dage om ugen, hvor jeg skal hente den unge dame i dagpleje og senere børnehave – dét glæder jeg mig til 🙂

+30

8 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *