Historier man ikke kan lægge fra sig

Jeg er lige begyndt på 6. og – indtil nu – sidste bind i Søren Pilmarks magiske fortælling om Varieté teatret Apollo og den store brogede skare af mennesker, der omgiver det lille teater.

Fra bagsiden af første bind:
Laurits er en gudbenådet tryllekunstner, og publikum elsker ham. Takket være Laurits kan varieté-teateret Apollo få det til at løbe rundt, men det er ikke nemt at være et lille østjyske provinsteater i 1910.

Som helt ung mødte Laurits sit livs kærlighed, Astrid. Hun var elev på byens husholdningsskole og blev fuldstændig fortryllet af Laurits, da hun så ham på scenen. Det skulle have været den altafgørende kærlighed, men onde kræfter ødelagde det. Først en dag mange år senere går det op for Laurits, hvad det var, der skete dengang. Og hvor nært han i virkeligheden var knyttet til Astrid.

Laurits har besluttet at rejse fra Apollo for at prøve lykken på de store scener i København, og han protesterer, da han bliver sat til at tage sig af en dreng, der er blevet placeret på teateret, efter hans mor døde. Men drengen viser sig at have et exceptionelt talent for at trylle, og da sandheden om drengen går op for Laurits, må han træffe sit livs sværeste valg.

Pilmark er en mesterlig fortæller og jeg har slugt de første 5 bind i serien nærmest uden ophold. Det er Pilmark selv, der læser op og det kunne næppe have været gjort mere varmt og levende.

Jeg håber så meget, at det ikke slutter her … jeg vil så gerne vide mere om Laurits, Valdemar, Philitta Madsen, Muktar, Mageløse Mangor og alle de andre…

”Glem, hvad tyngdeloven kræver – man skal svæve, mens man lever!”