Nu bæres lyset frem
Det har været den dejligste fødselsdag. Jeg har som regel fri på min fødselsdag – bare fordi – og også i år. Til morgen mødtes jeg med Nanna og sammen fik vi gjort kål på en del af indkøbene til årets julefrokost.
Inden vi kom dertil gav jeg mig selv en fødselsdagsgave … jeg søgte om retten til tidlig pension. Jeg forestiller mig, at min ansøgning er lige til højrebenet. Jeg ved de blandt andet bruger ATP indbetalingerne som dokumentation for antallet af år jeg har været på arbejdsmarkedet og her er uden ophør indbetalt siden 1981, så det burde være ret ligetil.
Mens vi gik ude i Bilka tikkede der billeder ind fra Solverigs dagplejemor. Hun havde arrangeret luciaoptog – eller i det mindste forsøgt på det. Det er ret ambitiøst med 5 piger under 2 år 🙂
Solveig burde bære glorie hver dag.
Til aften var jeg inviteret på dejlig mad hos de unge mennesker og nu sidder jeg så her efter en lang og skøn dag, læser fødselsdagshilsner og ser VM i håndbold.
4 Comments
Mette L
Tillykke med fødselsdagen, Mette. Når nu det skal være fødselsdag i december, så synes jeg, det er en hyggelig dag at ha’ det på 🙂
Mette
Tak Mette. Det har altid været en lidt særlig dag. Da jeg gik i skole blev lyset dæmpet og så sad vi stille og ventede, mens vi kunne høre luciaoptoget bevæge sig gennem gangene. (og ikke et ord om at jeg i flere år troede det var pga. min fødselsdag de kom ;-))
Helle Caspersen
Tillykke med fødselsdagen.
Mette
Tak Helle 🙂