Uldvask

Jeg er så heldig, at min vaskemaskine har et dampprogram og i løbet af vinteren er det genialt til at friske mit strik op, så det ikke skal vaskes hele tiden.

Nu er det imidlertid blevet den tid på året, hvor ulden skal pakkes væk – desværre – og derfor er sweaterskabet i dag blevet tømt, indholdet sorteret og det meste vasket.

En bunke er blevet smidt ud. Sweatre som havde mistet facon, var blevet kedelige i strikken eller simpelthen bare ikke var faldet så heldige ud.

En anden bunke indeholder trøjer, som Nanna muligvis kan bruge. Det er sweatre i jordfarver. Smukke farver… bare ikke til mig og derfor næsten ikke brugte.

En tredie bunke er de meget tykke og varme sweatre. De er blevet vasket og lagt i ‘arkivet’ indtil det igen bliver koldt.

Resten ligger nyvaskede i skabet. Det er tyndere cardigans og enkelte trøjer, som er gode at have ved hånden på en kølig sommermorgen eller – aften.

Ved samme lejlighed fik jeg også evalueret på, hvilke af mine garnkøb der har været bedst og kan konstatere, at den bedste investering jeg har gjort har været den norske finull og den islandske Léttlopi uld. De trøjer er simpelthen lige så pæne som nye selvom det også er dem, der er flittigst brugt.

2 Comments

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *