Sne og mao sko

Jeg forstår sagtens københavnernes sorg over at miste Irma.

Siden bageren i Hals lukkede og jeg nu har 24 km. til nærmeste bager, har mine weekend morgener mistet en stor del af deres kvalitet.

Jeg har prøvet diverse frost varianter (til morgen prøvede jeg f.eks. ‘Meyers rustik håndværker’, håndværker og håndværker… brødene er ikke større end kuvertbrød) og også kastet mig over at bage selv, men INTET har kunnet nå bagerens manitobaboller til anklerne.

På samme måde tror jeg, at Irmafolket mister dét i deres hverdag, der giver dem kvalitet.

Og det skal man altså ikke kimse ad.

Jeg forstår ikke helt hamstringen af mao sko, men det er en helt anden historie.

Min Irma er der ingen, der omdøber. Hun er ganske som hun plejer, selvom om torsdagens hundepasser synes hun hvilede mere i sig selv end sidst han passede dem. Måske har han ret. Det er svært at bedømme, når man er sammen med dem til hverdag.

Bob har forandret sig en del på de 5 år, jeg har boet sammen med ham. Han er langt mere kontaktsøgende end han var da han var yngre. I dag gider han godt ligge på skødet eller i smørhullet mellem mine ben, når jeg strikker eller ser tv, hvor han tidligere foretrak hundekurven.

I nat har vi fået et lille drys sne. Det sneede faktisk en del, da jeg stod op tidligt til morgen.

Det kunne vi naturligvis ikke lade stå uberørt hen, så vi kørte skyndsomt en tur i skoven og de to franske nød en time fri for snerrende bånd.