I kanelbullans land
Torsdag aften faldt sneen igen tungt over Nordjylland og jeg var noget bekymret for fredagens tur til det svenske, men tidligt – meget tidligt – fredag morgen så alt meget fredeligt ud.
For en sikkerheds skyld kørte vi ind og fangede motorvejen nordpå til Frederikshavn. På en god dag ville vi køre op ad kystvejen, men ikke denne gang.
Göteborg var som Göteborg plejer at være: herlig julestemning, imødekommende svenskere og dejlige forretninger.
Blandt andet fik vi besøgt Knapp-Carlson. Forretningen blev grundlagt i 1920 af Albert Carlsson og ligger i Kyrkogatan.
Mangler du knapper tvivler jeg på, at du går forgæves uanset hvilken type, størrelse og farve knap du eftersøger. Se lige de skuffer, som dækker næsten hele forretningens vægge.
Jeg gik derfra med knapper til en turkisgrøn trøje til Solveig og et antal perlemorsknapper i rosa og hvide nuancer.
I Saluhallen købte vi kanelbullar og lussekatte.
Efter mange tusinde skridt sprang vi på en sporvogn og lod de trætte ben fragte til Masthuggstorget og færgen – og hjem til hunde og barn.
En hyggelig og lang dag ligger bag os. Nanna fik en pause fra barselsboblen og jeg en hel dag i hendes selskab. Næsten gang bliver når Solveig er lidt større og så tager vi hende med.
One Comment
Catarina
Aii sikke en hyggelig tur og hvor er ser det altså bare hyggeligt ud derover. 😀
Det var da den vildeste knappebutik jeg nogen sidne har set. Ja, faktisk har ejg aldrig set en butik kun med knapper. Det er jo nærmest ikke til at opdrive, andet end på nettet herhjemme 😀