Faldne kvinder
Da min mormor i 1932 blev gravid udenfor ægteskabet var det bestemt ikke velset i familien Bech i Frederikshavn.
Hun var en falden kvinde og blev derfor sendt på ‘diskret ophold‘ på Svendebjerggaard og fødte min mor på Rigshospitalet den 1. december 1932.
Så meget ved jeg.
Jeg ved også at min mor efterfølgende bliver efterladt alene på børnehjemmet Svendebjerggaard og senere blev hentet til Frederikshavn af sin mormor.
For et års tid siden skrev jeg til Rigsarkivet i håb om at de lå inde med oplysninger om omstændighederne omkring min mors fødsel og ikke mindst om det efterfølgende ophold på børnehjemmet.
Desværre har rigsarkivet ikke journaler fra Svendebjerggaard ældre end 1991 og heller ikke en evt. plejetilladelse fra Frederikshavns Kommune kunne de hjælpe med.
Så strandede det ligesom der og jeg tænkte, at det finder vi nok aldrig ud af.
Nu er der så måske alligevel et lille håb om at finde nye oplysninger.
Kontakten til min mors kusine har givet fornyet interesse og flere nye oplysninger. Hun kunne bla. fortælle, at historien siger, at det var hendes far, som med sin første hyre betalte rejsen til det diskrete ophold for sin søster og sendte mig samtidig en artikel om stedet.
Det var Frelsens Hær, som drev Svendebjerggaard i 1932. Dem har jeg nu kontaktet i håb om, at de måske vil kunne hjælpe mig videre.
Jeg har i dag fået positivt svar – de ville rigtig gerne hjælpe. Jeg har sendt dem nogle yderligere oplysninger til at hjælpe dem i deres søgning i de gamle journaler.
Det er spændende om de kan finde frem til hvad der skete den gang… jeg er blot ærgerlig over, at jeg ikke kan dele oplysningerne med min far.