Nedtælling
Hverdagene har det med at forsvinde mellem fingrene på mig og lige om lidt er endnu en uge strøget.
Et uge tættere på sommer og en uge tættere på at møde Solveig.
Det sidste er selvfølgelig dét, som vi for alvor tæller ned til nu.
Der er omtrent 5 uger til lejekontrakten udløber, som Nanna udtrykker det 🙂
Baby vokser så det knager inde i sin mors runde mave og ALT forløber helt efter planen. Den 24. maj skønnede jordemoderen hendes vægt til 2300 gram, så mon ikke hun allerede har rundet de 2,5 kg.
Alle er klar til at byde det nye familiemedlem velkommen. I vores familie er der ikke kommet nye medlemmer til siden 2003 – altså ud over de importerede – så vi ser rigtig meget frem til en indfødt mere.
Tænk sig, at jeg bliver mormor… 2022 bliver et fantastisk år.
…
I går sagde vi velkommen til et nyt medlem i vores lille kontorfamilie, et medlem som gav et meget positivt førstehåndsindtryk. Det er altid trist når en kollega rejser, men det viser sig som regel, at der er fundet gode afløsere – det gør det også denne gang.