Så gik den lørdag
Der blev dovnet det meste af formiddagen med strik, kaffe og tv. Så tog fanden ved mig. Tøjvask, rabarbersaftkogning, lugning på fortovet, rengøring og hundeluftning. Og indimellem mere strik og kaffe.
Prik Sweateren er færdig, vasket og tørret. Den er blevet noget så fin. Den ryger i mormorkassen og afventer, at Solveig bliver 3-4 år. Den er tyk og jeg er glad for, at jeg ikke blev fristet af at strikke den mindre, hvor jeg tænker, at den kunne blive lidt for klodset.
Af prik-resterne freestyler jeg en Nancy Sweater i en farvesammensætning, som falder lidt uden for de traditionelle norske.
Garnet er Sandnes Smart. I opskriften på priksweateren er der strikket i Knitting for Olive Merino og Mohair, men det kræver man har en del rester i begge kvaliteter – eller en pung fyldt med penge. Hvis der skal indkøbes garn til projektet løber det op i 1300 kr. for en sweater i str. 4 år. Temmelig meget i overkanten, hvis du spørger mig. Ved at bruge et alternativ får jeg til to trøjer i slidstærkt og maskinvaskbart norsk uld til en brøkdel af prisen.
I morgen står den på havearbejde henne i nr. 31. Nanna er ved at være noget besværet af sin tykke mave og jeg er indkaldt til som havehjælper.
Så er den weekend også brugt!