1-2-3-dyr

En elg, to rådyr, en trane/hejre, køer og en h******* masse fluer var dagens fangst i Lille Vildmose.

Hvad sker der lige for alle de fluer alle vegne. I går i nærområdet og i dag i Lille Vildmose blev vi overfaldet af fluer, som sværmer omkring os, som var vi gnuer på den afrikanske savanne. En rigtig god grund til at glæde sig til efteråret.

Portlandsmosen

Jeg var på vej hjem da jeg fik øje på elgen, der svømmende over Birkesø.

Jeg kørte ned mod Toftesø fordi jeg troede, at jeg på den måde kom tættere på, men det skulle jeg ikke have gjort for den havde kurs lige mod det sted jeg kom fra og så havde jeg fået et ordentligt foto af den og ikke et på en kilometers afstand.

Mens jeg sod der faldt jeg i snak med en kvinde med en kikkert. Hun var i tvivl om det var en elg eller bare en stor hjort.

Pludselig spørger hun, om hun må dele noget meget personligt med mig… det viste sig, at hendes far var død to dage forinden, at vildmosen var hans yndlingssted og nu var hun der for at mærke og mindes ham.

Vi fik en fin snak om sorg og om at miste sine forældre. Det var lidt overvældende at møde sådan en åbenhed fra en vildt fremmed, men jeg kunne sagtens fornemme, at hun havde noget, der skulle ud og jeg lagde gerne ører til.

Både ud og hjem tog jeg vores lokale Limfjordsforbindelse – Hals-Egense færgen. Overfarten tager 5 minutter og koster med Pay-by-plate kr. 26,-.

Forrige år opsatte Aalborg Kommune billetautomater på hver side af fjorden. Det nye billetteringssystem er meget diskuteret lokalt. For ikke så længe siden kørte man blot om bord og så kom der en medarbejder rundt og tog mod penge, kort eller gav et hak i klippekortet.

Det har voldt problemer for mange at benytte det nye system og man har derfor – i hvert fald her i turistsæsonen – ansat nogle unge mennesker, som hjælper til med køb af billetter. Man kan spørge sig selv, hvad der er sparet ved opsætningen af automaterne… af sikkerhedsmæssige årsager SKAL der være nemlig to ansatte på færgen, så billetmanden har man ikke sparet væk.

Måske ligger der noget andet og mere bag – det skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg havde kun problemer første gang jeg tog turen… jeg var simplethen ikke kørt tæt nok på automaten og mine korte lemmer slog ikke til.

2 Comments

  • Helle Klitgaard

    Tillykke med synet af elgen.
    Mht til færgen, så blev det nok lavet sådan pga corona, så der ikke skulle være personkontakt. Lasse kan finde ud af det med kort/billetter – og så kan alle 😉

    At snakke om sorgen er den eneste måde at komme igennem den, og du var måske den eneste, hun havde mødt den dag.

    • Mette

      Det hænger ikke helt sammen med at alle, der skal indløse en billet, skal røre ved den samme skærm. Det var i øvrigt også muligt tidligere at indløse billet på forhånd, også via en automat, men nåede man det ikke inden afgang kunne man altid købe en manuel billet. Snakken herude er forstummet – tror de fleste nu har fundet ud af det og tilmeldt sig pay-by-plate så turen er billigst mulig.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *