Sommerland Danmark
Vi nåede lige akkurat hjem fra hundelufteturen inden himlen åbnede sig og sendte kaskader af vand ned over Hals.
Jeg havde styr på vejrudsigten og derfor var der også indlagt en ‘sommerferiefridag’ i dag. Ikke bare pga. vejret, men også fordi der var en OL håndboldfinale, der skulle spilles. Det blev en gyser, men – synes jeg – med velfortjent sejr til Frankrig, som var overlegne i denne kamp.
Lige inden håndboldkampen gik i gang blev mureren farfar for anden gang – til en ordentlig klippert på over 4,1 kg. “Han kom ud iført sit konfirmationstøj”, konstaterede han tørt. Gutten kan i hvert fald ikke passe de mindste størrelser, så meget er sikkert.
Lige om lidt er den første af mine to ferie uger gået. Og gået godt. Jeg har to udflugter på programmet i næste uge og det ser ud til, at de også kan komme til at foregå i tørvejr.