Nordkapp

Jeg har kastet min kærlighed på de norske klassikere som jeg synes kan noget – og købt garn til en Nordkapp kofte.

Opskriften er grundigt læst og det er ikke bare sådan lige. Der skal sys, klippes op, samles masker op ikke bare til knapstolper, men også til at dække klippekanten.

Jeg ved ikke, om jeg magter det.

I samme hæfte er en rundstrikket Nordkapp genser. Et mere overkommeligt monteringsprojekt.

Foreløbig er jeg gået i gang med ærmerne – de er nemlig strikket ens på begge modeller og så har jeg tid til at træffe en beslutning og åben eller lukket.

Garnet er Mini Alpakka fra Sandnes og strikket på pind 3, så det er ikke en beslutning jeg behøver at træffe i morgen.

Norske opskrifter – i hvert fald de klassiske – er strikket nedefra og efterlader et hul under ærmerne. I flg. vejledningen skal maskerne lukkes af, men er der nogen bedre måde at gøre det på? Jeg bøvler med at få sammensyningen pæn. Jeg har overvejet om jeg kunne sætte maskerne på en tråd i stedet for at lukke dem og så sy/lukke de åbne masker efterflg. med maskesting, men kan ikke gennemskue om det vil fungere… hvad tror du?

8 Comments

  • Helle Klitgaard

    Den er smadder fin, den trøje (cardigan). Jeg kan overhovedet ikke udtale mig om opklip og den slags, det har jeg holdt mig fra … og i lang tid har jeg slet ikke kunnet strikke, så det bliver nok ikke til noget, jeg skal prøve. Hepper på dig.

  • Kristine

    100 % alpakkagarn! Det er glat, så der er risiko for, at det skrider fra hinanden, hvis du klipper, samler op, strikker knappestolpe osv., men PRØV FØRST – brug din strikkeprøve og evt. sy på maskine.
    Mvh. og god 🧶🥢

  • Lone Nielsen

    For nogle år siden løb nettet over med en metode, hvor man hæklede to rækker op i strikken og derefter klippede mellem de to rækker. Hvis du orker det så tjek slagtenhelligko s hjemmeside. Hun linkede til en video som viste metoden. Jeg har prøvet den og med rigtig uldgarn funker det og er meget nemt. nemmere og pænere end sy, klip, strik og hæft…

    • Mette

      Jeg har set, at det er den metode Liselotte bruger – den skal studeres nærmere og så kan jeg jo teste det af på en strikkeprøve.

  • Margit M

    Dine strikke-skills stiger da hele tiden og det kan fint lade sig gøre at sætte maskerne på hvil og så maskesy dem sammen. Det bliver rigtig fint.

    • Mette

      Tak for det Margit – det skal altså prøves. Forestiller mig det bliver lidt mindre klumpet end en almindelig sammensygning.

      Det er lidt sjovt med de norske opskrifter – de finesser man ser i nye danske opskrifter bruger de ikke – man tager bare ind og ud, og ser stort på om det hælder til venstre eller højre. Jeg har heller aldrig set ‘italiensk aflukning’ i sådan en opskrift. Ligesom modellerne er metoderne meget traditionelle og det synes jeg er ret charmerende.

      • Margit M

        De norske opskrifter har en lang tradition bag sig. Vi er nok ikke så bundne af disse traditioner i Danmark. Læs mere innovative.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *