Den sidste møller

Jeg blev kontaktet for et par uger siden af Jesper. Jesper er fra Jerup, hvor Kragskov Mølle stod i sin tid. Han skriver historien om egnen omkring Jerup og dermed også om møllen som han også sendte en del billeder af.

Jeg har i dag brugt en rum tid på at kigge i avisarkiverne og fundet en del om Kragskov mølle som min familie ejede i en lang årrække.

Min tipoldefar Søren Christian Jensen ejede møllen ved Kragskov å og møllen og møllefaget blev i 1920’erne overdraget til hans yngste søn Jens, som drev møllen frem til 1952.

I Frederikshavn Avis fandt jeg en fin artikel om ‘Onkel Jens’ i forbindelse med hans 70 års fødselsdag i 1964.

Den kommer her:

En Mølle? Det er da en bygning, der staar fast placeret i landskabet. Ikke desto mindre er møllen, der staar som minde om møllerne paa Vendsyssels top i Skagens Fortidsminder, blevet flyttet tre gange. Det kan dens tidligere ejer, Jens Peter Jensen, som paa torsdag fylder 70 aar, berette om.

Far (Søren Christian Jensen) kom til Jerup i 1892 fra Taarslev, hvor han ejede en vandmølle, “Krogens Mølle”.

Paa det tidspunkt stod den mølle, der senere kom til Skagen, her i Jerup. Den var forfalden og virkede ikke. Han købte den af Kresten Bech.

Den hed Bækmøllen, fordi den lå med Kragskov aa. Min far døbte den Kragskov Mølle, fordi vor jordlod i sin tid er købt fra Kragskov.

De gamle fortæller, at den kom til Jerup fra Elling i 1830.

Ingen kan fortælle, hvornaar den blev bygget i Jerup.

I Elling pumpede den bare vand til gaarden og var derfor ikke så høj. I Jerup blev der bygget en etage paa samt vinger og møllehus.

Før min far kom hertil, var der to vindmøller og en vandmølle her på stedet, hvor vi bor – i udkanten af Jerup paa arealerne, der grænser op til Kragskov aa sydfra.

Den ene vindmølle, som stod et par hundrede meter vestpaa inde paa marken brændte Steffens aften i 1889. I tre aar maatte Kresten Bech klare sig med vandmøllen alene.

Vandmøllen var turbine drevet, men den var heller ikke i for god stand. Far installerede en ny turbine.

I flere aar klarede vi os endog strygende med vind- og vandmøllen. Blæste det ikke, var der vand i aaen. Var der ingen vand i aaen, blæste det nok.

Vi malede korn i dynger – sommetider dag og nat.

Var der ikke andre vindmøller i nabolaget?

Jo, men se, de gik alle ned. Der var skam vindmøller i baade Vogn og Aalbæk. Desuden var der en mølle mere i Jerup. Den laa vesten for huset, hvor centralen har været. Det hus, hvor murer Kresten Christensen nu bor, har været møllehus.

Disse møller var efterhaanden blevet for gamle, og der var ingen interesse for at overtage dem. De forsvandt alle mellem 1920 og 1930.

Karsten Sørensen paa Aalbæk Gl. Kro var den sidste, der ejede møllen i Aalbæk. Den nordligere mølle i Jerup ejedes sidst af Martin Christenen.

Under 1. verdenskrig var der nok til møllen at male. Vi malede statsbyg, forstaar sig.

Efter krigen kom der et betydeligt fald. Senere fulgte krigsaarene. I krigens tid fik landmændene raad til at installere vindmotorer i gaardene, og de kørte kraftigt, men faldt ned i begyndelsen af 30-erne. De kunne ikke holde.

Herover annoncer fundet i arvisarkivet – alle tilknyttet møllen.

Da havde vi en stor tid. Vi laa centralt, Kragskov Mølle var eneste mølle i omegnen, og vi havde kunder fra baade Vogn, Aalbæk, Knasborg og lokalforeningen. I en lang række holdt bønderne og ventede paa at faa malet. ventetiden blev fordrevet med en kop kaffe i stuen, og historier gik der mange af.

Petroleumsmotorerne vandt frem. Og senere elektriciteten.

Siden gik det stærkt tilbage for Kragskov Mølle. Bønderne begyndte selv at male paa gaarden.

I 1942 fik vi elektrisk lys. Samme år nedlagde vi vandmøllen og solgte turbinen til Sulbæk Mølle i Understed.

Oplandet var ikke stort nok til, at vi kunne oprette en dampmølle. Det sidste aar, jeg havde møllen, var der næsten intet at male.

I 1952 købte Chr. Thagaard i Skagen møllen til Skagens Fortidsminder for kr. 1200. Den blev skilt i stumper og stykker og transporteret til Skagen.

Jeg havde ikke raad til at beholde den – i dag er jeg ked af, at han fik lov at rende med den.

Chr. Thagaard vil ikke af med den igen.

Den ville ellers have pyntet her ved skuret paa sin gamle plads bag mit hus og været en mægtig turistattraktion for gæsterne paa campingpladsen, som jeg oprettede for en maaned siden.

I Skagen faar de ikke lov at gaa ind i møllen og se paa den.

Naturfredningsforeningen burde have købt den og ladet den staa i stedet for, at den blev kørt til Skagen. Borgerforeningen i Jerup var ny dengang, og den havde ikke raad til at købe møllen.

Dengang den stod her, kom der mange og kiggede paa den. Jeg skulle have beholdt møllen og bygget restauration ved siden af.

Mølleriet er en saga blott i dag. Jeg føler ingen trang til at have møllen mere, men sommetider kommer de gamle minder op i én.

Naar der ikke er noget at tjene ved det, er man tvunget til at give afkald.

Desuden kom jeg i 1947 et halvt aar paa sanatorium. I dag føler jeg mig rask – og meget bedre end for 15 aar siden. Gæster? Nej, der her ikke været mange i aar. Det kan være der kommer flere næste aar. Vi skal have lavet forholdene lidt mere moderne på campingpladsen.

De har også handlet med cykler?

Far begyndte at handle med cykler, og saa tog jeg ogsaa fat paa det. Jeg reparerede cyklerne, han solgte dem. Siden 1935 kunne man ikke faa reservedele, og jeg havde nok i møllen – saa ville jeg ikke have mere med cyklerne at gøre.

Fødselsdagen? De er da hjemme, børnene. Der er fire, to drenge og to piger. drengene arbejder paa et snedkerværksted i Finnspang i Norrkøbing i Sverige. Svenska Metallverk, Finnspangverket, hedder det. De er hjemme i anledning af dagen.

Jens Peter Jensen – den sidste møller – døde den 16. december 1973.