Slægten Bech/k
Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.
Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.
Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.
Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.
Det har de så nu.
Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.
Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år
Det gør mig noget nysgerrig.