Hallo efterår
August kom og gik og det samme gjorde årets sommerferie, hvor overskriften var flytning.
Og KUN flytning.
Jeg er ikke på plads endnu. Der mangler, at blive lavet noget i entre/bryggers, hvor der skal sættes underskabe op, lægges en bordplade og hænges nogle hylder på væggen.
Mureren skal lige have lidt fred.
Han har et kandidatspeciale, der skal skrives og jeg må afvente, at han trænger til afveksling fra det. Inden det skal afleveres, har jeg også en layoutopgave, der skal klares og har derfor stor interesse i, at det ikke kommer til at foregå 5 minutter i deadline.
I går blev nøglen til det lille røde hus overdraget til de nye lejere og jeg kunne se, at det nu er der flyttekassehelvedet befinder sig.
Med flytningen overstået og en tilbagevending til hverdagen er det også blevet tid til at kigge på vores aflyste tur til Amsterdam.
Jeg har sendt en forespørgsel til hotellet om de har plads til os om et par måneder og så snart det er bekræftet, bestiller jeg flybilletter og ophold på Elmelunden til hundene.
Med sådan en udsigt forekommer efteråret ikke så langt.