Det havde jeg ikke set komme

Antallet af ‘venner’ på Facebook er ret begrænset, i hvet fald set i forhold til hvor mange andre har.

Antallet af de jeg faktisk får opdateringer fra, er endnu færre.

Jeg blev på et tidspunkt så træt af intetsigende indstemplinger i landets fitnesscentre og sentimentale opdateringer a la ‘kender du en der har ***** så sæt dette på din væg’. Hvor mange point XX nu har i Candy Cross eller Farmville er også håbløst uinteressant, så på et tidspunkt valgte jeg at gennemgå listen og trykke ‘unfollow’ på en del (nu er det ude).

Vi er stadig ‘venner’, men opdateringerne fylder ikke på min væg .

Andre følger jeg med stor fornøjelse. En af dem er Susanne, som altid har noget interessant at fortælle. For nogle år siden skrev hun hver eneste dag små anekdoter om sin familie og opvækst i Østrig. Det blev historier som jeg glædede mig til.

I dag var det en højst uventet og chokerende besked, der tikkede ind. Fra hendes mand. Susanne døde i går efter kort tids sygdom.

Jeg vidste godt, at noget var galt, men bestemt ikke, at det skulle være så alvorligt.

Vi var på ingen måde nære, men man kommer jo alligevel til at følge med i hinandens liv på godt og ondt, selvom det hovedsageligt er via de sociale medier.

Da Master Fatman døde, skrev hun

Ingen af os kommer med en sidste holdbarhedsdato i nakken og jeg kender kun få: venner, familiemedlemmer, berømtheder, som man vil huske forevigt. Lykkelige er de få, som står tilbage. Resten af os lever og dør, og det er smukt i sig selv, synes jeg.

Jeg er ret sikker på, at Susanne ikke havde forventet at følge efter ham kun godt et år senere. Jeg kommer til at savne Susanne i mit feed og sender en varm tanke til hendes mand og børn.