Kære far
Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.
Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.
Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.
Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.
Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.
Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.
I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.
Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.
6 Comments
Gitte
Sikke et stålfast blik den gamle sømand havde. Dejligt foto.
Min mor på 84 bor i beskyttet bolig. Hun sidder i rullestol, så bevægelsesfriheden er begrænset. Hjemmehjælp har hun 20 min. hver 14 dag, ja du læste rigtig. Alt andet hjælp står jeg for, eller hun må købe sig til det. Det kan også til tider udløse ordkløveri, og jeg går derfra gal i skralde. Hun er selvfølgelig glad for min hjælp og jeg er glad for at kunne hjælpe, men til tider er det bare for meget for os begge.
Mette
Der er fandeme ikke i orden. Min far havde arbejdet og betalt skat helt sit liv, og aldrig modtaget nogen som helt form for offentlig hjælp. Da han så blev gammel og havde brug for det var der ingen hjælp at få.
Man skulle få nogle journalister til at fatte interesse for de gamles situation og vise elendigheden frem – det plejer at få politikerne til at stå i kø for at ændre på tingene.
Catarina
Først… knald hamrende godt billede af din far.
Jeg kan kun forestille mig hvor svært det måtte være for din far, pludselig ikke at kunne bo sammen med din mor, efter alle de år. Jeg synes ikke det er ok, at et ægtepar, ikke kan få mulighed for at bo samme sted, selvom den ene er meget pleje krævende. Det er ikke ok. Og derefter at miste hende helt. Øv øv.
Du mistede begge dine forældre ingen for relativ kort tid, det tager tid at bearbejde, også selvom det til sidst krævede meget at besøge ham.
Knus til dig Mette.
Mette
Tak Catarina. Der går fortsat ikke en dag uden jeg tænker på det og på hvordan det bliver når jeg selv bliver gammel og måske har behov for pleje. Det er fattigt i et rigt samfund som vores, at der ikke er ressourcer til at give de gamle og plejekrævende et værdigt liv. Kan man håbe at der kommer en generation af ældre, som ikke bare affinder sig.
Karin
Det første år efter at have mistet er svær. Bebrejdelser af egne handlinger/manglende handlinger er svære at ryste af sig.
Det er svært, håber virkelig du kommer på den anden side, hvor det er minderne og savnet af både din far og mor der fylder. Selvfølgelig vil dødsdagen, være den dag der tankerne er fyldt med både sorg og savn. Det er det også for mig, der mistede min far for 13, og min mor for 4 år siden.
Sender dig masser af varme og kærlige tanker
Mette
Tak Karin. Det er lidt svært at ryste af sig og desværre for sent at rette op på. Det må jeg så lære at leve med.