Maj blæst

Vi trodsede eftermiddagens regn og blæst og kørte en tur i mosen.

Det er mit foretrukne sted at lufte hund om foråret – inden insektsæsonen for alvor sætter i gang. Om sommeren er der helt forfærdeligt med store mængder fluer som sværmer omkring ansigtet og det er også på det tidspunkt man for alvor kan blive ædt op af klæg.

Men om foråret er stedet dejligt. Grønt og frodigt, og ofte kan man gå derude i timevis uden at møde nogen.

6 måneder gammel og halsbåndet generer fortsat.

Rundt om går en rute på 6-7 km. En dejlig tur, som jeg vil glæde mig til at trave igen når Irma engang har en alder, hvor hun kan det.

Resten af lørdagen har stået på det rene dovneri og brugt på strik og ikke meget andet.

Jeg havde ellers lige besluttet at mit restetørklæde var helt rigtigt fordi det var garnet, der fik lov at bestemme resultatet.

Efterfølgende købte jeg en ny lækker vinterdynefrakke på udsalg. RØD. Og så passede restetørklædet pludselig ikke. Nu nørkler jeg på et nyt i seks forskellige farver. Støvet oliven, flamingo, granatæble, hokkaido, sennep og flaskegrøn merino fra Knitting for Olive. Et nøgle garn = en stribe.

En af mine venner er vild med Doctor Who tørklædet (som han kalder det) og har spurgt om han må købe det… det er under overvejelse.

4 Comments

  • Karin

    Jeg har jo været fraværende en periode – er lidt nysgerrig efter hvilken opskrift du har brugt til dit Coronaprojekt – Er det bare på rundpind og ja med udtagninger, og ja, indtagning. Måske kan jeg finde det, men hvis du giver et hint var det jo lidt forkælelse ?

    Det bliver dejligt når du igen kan trave de længere ture uden alle de små afstikkere en hvalp bare har brug for. Sådan er det også når jeg går/cykler tur sammen med børnebørnene. Nu 4 og 5 år. ?

    • Mette

      Ingen opskrift, bare anvisninger fra Anne og Liselotte. Mit tørklæde er 25 cm bredt og et passede med 140 masker på pind nr. 3. Strik ca 20 cm. rib 2r og 2v og så bare derud ad rundt og rundt indtil du synes det er passende langt og så rib igen. Jeg havde næsten et helt nøgle gråt som jeg gemte til ribben, så den er ens i begge ender.

      Doven har jeg også været – jeg har bare bundet knuder ved alle farveskift – de er alligevel gemt inde i tørklædet.

  • Sonja Nilsson

    Hej. Hvor langt er dit coronatørklæde?
    Jeg er ved at strikke et og er i tvivl om hvor langt det skal være.
    Det er sjovt at strikke.
    Glæder mig til at se dit andet tørklæde.

    • Mette

      Mit er ca 2 meter. Det nye bliver nok ca. 2,10 meter, men det er fordi jeg strikker garnnøglerne helt færdige og det giver en stribe på 35 cm.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *