Lille henrivende…

Under lørdagens oprydning dukkede der ansøgning og kontrakt op vedr. mit nuværende job. Sjette eller syvende stilling, som jeg har haft i min mere end 39 år lange ansættelse i verdensfirmaet.

I år er det ti år siden jeg startede i Teknisk afdeling efter et halvt år, hvor jeg var ved at dø af kedsomhed i firmaets reception. Et job jeg på ingen måde havde ønsket mig.

Min chef på det tidspunkt – lad os kalde ham Preben – havde sådan en spøjs måde at være på. Han så os ikke som medarbejdere og kunne gå forbi os uden at hilse… MEDMINDRE han skulle opnå noget.

Havde han brug for noget fra mig, startede samtalen altid med: “Lille henrivende Mette…”. Så vidste jeg godt, at jeg skulle strække mig langt ud over min arbejdsbeskrivelse, hvilket jeg selvfølgelig havde gjort uden den temmelig sleske fremgangsmåde.

Han var utrolig konfliktsky og under en medarbejersamtale kaldte jeg ham et skvat. Han troede jeg sagde skat. Det grinede vi meget af. For sådan var han også. Sjov og uhøjtidelig.

Nå, men jeg søgte og fik job i Teknisk afdeling. Den ansættende chef spurgte om han skulle fortælle Preben, at han havde ansat mig, men det ville jeg gerne selv.

Et par dage efter gik jeg ind på hans kontor. “Har du tid? Jeg vil gerne tale alvorligt med dig”. Preben så temmelig bekymret ud, men vi fandt et mødelokale og så startede jeg med: “Lille henrivende Preben… du er nok nødt til, at se dig om efter en anden receptionist”.

Jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne sige netop det.

Det grinede vi også meget af.

Sidenhen blev han fritstillet og hele den afdeling jeg kom fra lukkede og medarbejderne blev fyret. På den vis faldt mit jobskifte også på et heldigt tidspunkt.