A-holdet
Siden oktober 2018 har jeg haft fornøjelse af helvedes ild. Selve udbruddet er forlængst ovre, men eftervirkningerne har jeg døjet med længe.
I august sidste år kom jeg i behandling og det hjalp hurtig, men kun så længe jeg tager antihistamin og smører med Dermovat. Så snart en behandlingsperiode er slut vender symptomerne tilbage.
Min læge vil nu have mig udredt – ikke mindst for at udelukke, at der skulle ligge noget andet bag.
Jeg fik en henvisning til en hudlæge og kunne hurtigt konstatere, at der var mange ugers ventetid rundt omkring. Jeg ringede til min Sundhedsforsikring og fik i løbet af et par dage besked om, at det kunne/ville de godt hjælpe med.
Jeg fik tilsendt et telefonnummer til en større klinik i Aalborg. På deres hjemmeside kunne jeg læse, at de havde 25 ugers ventetid for nye patienter uden alvorlige problemstillinger. Den kategori hørte jeg jo så til.
Jeg fik en tid på onsdag ?
Det er lidt vildt og så kan det jo så heller ikke undre, at der er 25 ugers ventetid for patienter, der kommer med den almindelig henvisning og ikke har en sundhedsforsikring.
Det er gennem min pensionsselskab, at jeg er forsikret. Nanna har også en gennem sin pensionsordning, så jeg antager, at det nok er meget udbredt.
I bund og grund jeg synes, at der burde være lige adgang til lægehjælp. Det er der så ikke og i denne sammenhæng befinder jeg mig så på den heldige side og jeg tænker, at det bliver tilbudt af mange arbejdsgivere for at mindske sygefravær der trækker ud pga. lange ventelister.
3 Comments
Helle Caspersen
Det er den lange ventetid i det offentlige, som trækker tænder ud. Både min mand og jeg har fysisk hårdt arbejde, så vi er dybt afhængige af vores fysik, og kan ikke vente halve år på ar blive behandlet. Men jeg tænker at det ikke kan være anderledes, da vi jo bliver flere og flere ældre også, Og ressourcerne er jo ikke uendelige, desværre.
Helle Caspersen
Jeg tilslutter mig lige lægehjælp for alle, men både min mand og jeg er selvstændige og så har man ikke altid tid/råd til det offentlige system, desværre. Vi har begge to sundhedsforsikringer, og min mand har lige fået lavet en mindre og harmløs operation på privathospital – i det offentlige system kunne han komme til indledende undersøgelse i næste uge. Så det sparer meget ventetid, som jo bestemt ikke er særlig rart, når man døjer med et eller andet. Godt du fik en tid så hurtigt
Mette
For nogle år siden fik jeg store problemer med min ene skulder og blev sendt til MR scanning. Det var lige efter jul og jeg fik en tid i det offentlige midt i juni.
Min sundhedsforsikring hjalp med MR scanning, behandling på privat hospital og efterfølgende fysioterapi på ganske kort tid.
Nu har jeg et job, hvor en frossen venstre skulder ikke forhindrer mig i at arbejde, men havde jeg nu været sygeplejerske eller andet hvor jeg var afhængig af min arm havde det kostet en sygemelding det meste af et år. Det er jo heller ikke holdbart hverken for mig, min arbejdsplads eller for samfundet.
Efter flere indlæggelser har jeg en oplevelse af, at man er ufatteligt ineffektive på mange hospitaler og måske kunne der også hentes noget på ventelisterne her.