Fredag den 13.

Onsdag måtte jeg gå tidligt hjem fra job med et brækket hoved og lå i næsten et døgn i et mørkelagt rum før hovedpinen og kvalmen lettede.

Jeg har ingen tidligere tilfælde af migræne, så jeg håber, at det var en éngangs forestilling.

Den lange søvn var urolig og drømmene mange. Blandt andet havde jeg fladlus i øjenvipperne og  fotograferede dem med macroobjektiv til fremvisning hos lægen. Jeg kørte en kollega ned. Med vilje. Og så havde Bob pludselig fået gravhundehoved og kroppen voksede for øjnene af mig til gravhundelængde.

Jeg var pænt lettet da jeg vågnede igen og kunne konstatere, at Bob lignede sig selv.

Kort både her og der.

I dag har jeg været tilbage på pinden (alle kolleger var i i live og uskadte) selvom jeg fortsat er en anelse bombet… men min erfaring siger mig, at det bestemt ikke bliver bedre af at gå hjemme og pille i navlen.

Weekenden bliver af den stille slags.

Måske.