Femte gang var lykkens gang
Jeg har købt garn og er startet på Sweater No. 6 fra My favourite things • Knitwear
Starten med vendestrik i nakken og samtidige raglan udtagninger voldte mig så mange problemer i aftes, at jeg først fik det rigtigt i femte forsøg.
Garnet – Puf fra Gepard Garn – og farven jeg har valgt, er den samme som i opskriften. Jeg kiggede på nettet, men den farve de forskellige webshops viser ligner bestemt ikke den på billedet. Jeg kørte ind til en forhandler i Aalborg og fandt heldigvis, at fotoet på opskriften er langt mere tro mod farven, og at den i virkeligheden er langt flottere med et fint farvespil som hos en vild kanin.
Puf fra Gepard Garn indeholder 70% bomuld, 25 % baby alpaca, 5% blød merino uld og er tosset lækkert.
Jeg må strikke ret stramt for jeg må altid en halv eller hel pind op i størrelse – også i dette tilfælde, så i stedet for pind 7 strikker jeg på pind 8. 7,5 havde været optimalt, men et besøg både hos Garnudsalg og hos den lille strikkedame i Hals gav ikke resultat. Måske findes 7,5 slet ikke. Turen var nu ikke forgæves for jeg fik vekslet et par ord med Liselotte i Garnudsalg og det er altid hyggeligt.
Det går med 8 og jeg har det sådan med trøjer og tøj i det hele taget… hellere lidt for stort end lidt for småt.
Foran ligger weekenden og den kommer helt sikkert til at indeholde mange stunder i skyggen på terrassen med strik, kaffe og lyden af Tour de france i baggrunden.
One Comment
Liselotte
Det var så hyggeligt at se dig og lige nå at høre, at du er okay trods det turbulente år, du har haft 🙂