Weekendens to-do liste røg på standby
“En arm af den kontinentale hedebølge rammer os” sagde de på tv. Det skal jeg sandelig love for. 31 grader i skyggen.
Det betyder også, at weekendens to-do-liste er udsat til køligere dage.
- Slibe havebord og give det en frisk omgang maling
- Strikke 2. ærme på Sunday sweateren færdig
- Rydde ud i pulterkammeret
- Køre affald på genbrugspladsen
- Fotografere salgsemner og sætte dem på DBA
- Klippe hæk
Undtagen lige punkt 2, som jeg har klaret. Faktisk er sunday sweateren helt færdig, vasket og klar til brug… selv om det sikkert kommer til at vare en årstid før den skal i brug.
Jeg har brugt 8 nøgler Sandnes Kos Tweed og knap 3 nøgler Alpaka fra Hjertegarn. Halsen er lavet 10 masker bredere og længden øget med ca. 5-6 cm.
Jeg er slemt godt tilfreds med resultatet…
Jeg havde købt 13 nøgler Kos Tweed, så jeg tænker de resterende nøgler skal bruges til noget huestrik.