Bløde bukser og gummistøvler
Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.
I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.
Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.
Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.
Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.
Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.