Fransk bjerghund

Bob bevæger sig med overraskende stor sikkerhed på Borgmestermolens stendige. Man kan sikkert sagtens mene, at det er letsindigt at lade ham kravle rundt der, men risikoen for at han klodsede matte kommer galt afsted er vist langt større end han gør.

Det går fremad på alle områder.

Jeg har haft temmelig svært ved, at få ham med ud at gå tur i byen. Bortset fra et par mislykkede forsøg for snart længe siden, er han derfor blevet morgenluftet i haven.

Tirsdag havde jeg rigtig god tid fra morgenstunden og tænkte, at nu skulle det være. Vi skulle have en god oplevelse ud af en morgengåtur. Og det fik vi.

Successen blev gentaget her til morgen og jeg tænker, at det skal være den nye morgenrutine. En rutine jeg har savnet.

Arbejdsugen er heldigvis kort. Jeg trænger frygteligt til at nogle sammenhængende fridage. Tre er ikke mange, men bedre end ingenting.

Jeg har fået en Storebededagsindbydelse og den brugte jeg også turen på Borgmestermolen til at overveje.

Det er sådan en: been there, done that, fucked it up ting. Skal jeg derhen igen? Give det en chance?

Omstændighederne er ikke forandret. Jeg heller ikke. Fornuften siger mig, at det nok bliver et nej tak herfra.