Dag 1 efter ‘barsel’
Jeg har været på job i dag fra 7 – 12. Og arbejdet hjemme fra 13-15.
Bob har været alene hjemme… videoovervåget.
Den første time efter det blev lyst skete der mange ting. Han fik sig bl.a møflet ind under tæppet i kurven og der var i det hele taget lidt uro i billedet.
Derefter faldt der ro på og han sov frem til, at jeg kørte hjem til frokost.
Heldigvis er der ikke antydning af, at han har siddet henne foran døren og været ked af det – det tager jeg som et godt tegn.
Hjemme nappede vi en tur til stranden inden jeg genoptog arbejdsdagen.
Der var sol og næsten ingen vind og det gav Bob lyst til at smage lidt på stranden i stedet for at pile afsted i hælene på mig.
Jeg fik også taget mig sammen til at lægge vejen omkring den lokale VVS’er.
Den køkkenhane, jeg fik monteret for et års tid siden, var gået løs og skøjtede rundt på køkkenbordet. Sidst jeg rodede med den gik det ikke skide godt, så jeg tænkte at der måtte en fagmand til.
Han dukkede op inden der var gået et time og fiksede skidtet.
Det er okay service.