Forårsjævndøgn og mandagsfri

At få lov at vågne af sig selv en mandag morgen uden vækkeurets insisterende kimen kan ikke anbefales nok. I det hele taget behøver jeg næppe at opremse fortræffelighederne ved at holde mandagsfri.

Gad vide hvad det koster at gøre det til en permanent ordning at gå ned i tid?

Vi mødtes ved stranden med John og hans fjorten år gamle Jack Russel Terrier.

De to hunde fik en herlig time i vandkanten mens vi vendte verdenssituationen. John er stærkt handicappet efter en arbejdsskade og vi bevæger os derfor ikke så langt, men hundene får alligevel den motion de skal have ved at storme rundt.

Det er overhovedet ingen tvivl om hvem der er chefen og Felix har stor respekt for den lille terrier.

Da John var træt, skiltes vi og Lillebror og jeg fortsatte turen ud mod fyret.

Jeg satte mig i klitterne og vendte næsen mod solen mens pelsdyret tog sig en morfar ved siden af.

Mandagsfridagens lyksagelighed.

3 Comments

  • Karin

    Jeg kan godt forstå du nyder din fridag, og 4 dagsuge. At det så samtidig er forårsjævndøgn gør dagen endnu bedre 😉
    Det er snart mandag igen 😉

  • Ilse

    Hvor er du heldig, håber det er ok at sige det, at bo i Hals. For mig er det som en sommerferieby. At være sådan et sted hele året, med havet lige i nærheden, uden at skulle køre igennem hele København med trafik mm.

    • Mette

      Det er helt ok at sige.

      Jeg føler mig også utroligt priviligeret over at bo præcis her. For mig er København sommerferiebyen, hvor det er spændende og interessant at komme, men hvor jeg også gerne vil hjem fra igen 🙂

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *